Klientinformation – Før, under og efter en behandling
Drik vand: Det er vigtigt at drikke rigeligt med vand i dagene efter en behandling for at udvaske den øgede udskillelse af affaldsstoffer fra kroppens celler. Drik min. 2 liter pr. døgn. Generelt er det godt med ro resten af dagen. Gå hjem og slap af. Hvis du skal arbejde, gør det da i dit eget tempo – gå tidligt i seng.
Reaktioner på behandlingen
Der kan forekomme både fysiske og psykiske reaktioner i tiden efter en behandling. De fysiske reaktioner består oftest af en opblussen af de symptomer og spændinger, der er blevet behandlet for – i mere eller mindre grad, de fortager sig oftest efter 1 –2 dage, men kan, afhængig af problemets omfang, godt vare ved i længere tid. Alle mennesker er forskellige og reagerer ligeledes forskelligt på især kropslig behandling. Reaktioner, såsom smerter i led eller muskler, skal ses som en udrensning af kroppen, hvor kroppen udskiller gamle affaldsstoffer. Disse affaldsstoffer kan ligge i kroppen i form af små krystaller, som ved udskillelsen kan virke som små ”glasskår”. Denne udrensning kan være meget smertefuld og kræver flere opfølgende behandlinger.
Psykiske reaktioner kan være følelser, der kommer ”ud af det blå”, eller kraftigere reaktioner end normalt. Forsøg, så vidt muligt, at give dem lov til at ”fylde”. Det er gamle uudtrykte følelser, som kroppen giver slip på, hvis du kærligt giver den lov.
Varighed/hyppighed af behandling
En behandling varer ca. 60-90 minutter. inkl. indledende samtale og tid til at komme af og på briksen m.m. Forløbet af videre behandling er meget individuelt alt efter den enkeltes behov, ønske og reaktion på behandlingen. Man skal dog altid regne med min. 2 konsultationer inden for 1-3 uger, men ofte har kroppen behov for et længere forløb.
Mulige efterreaktioner
Både under og efter en kropsterapeutisk behandling kan der opstå forskellige kropslige reaktioner. De er ikke farlige men blot en naturlig reaktion på behandlingen. Følgende reaktioner kan optræde:
- Snurren i kroppen: Når gamle spændinger slipper, opstår der en øget gennemstrømning af blodet. Hermed øges optagelse af ilt og næring i cellerne. Denne proces kan mærkes som en snurren.
- Rystelser: Når kroppen genopretter sig selv, kan der forekomme rystelser. De kan både være ret kraftige, men også så subtile, at det kun er dig der bemærker det. De aftager oftest efter kortere tid. Hvis du skulle reagere mere kraftigt, vil jeg have forskellige teknikker til at få dig ned på jorden igen, inden du forlader klinikken.
- Svimmelhed: Når man arbejder dybt med åndedrættet, frigives der flere affaldsstoffer end normalt, og når disse når blodbanen, kan du opleve en kortvarig svimmelhed. Det aftager typisk kort efter du er kommet på højkant igen og bevæger kropppen.
- Kilden: Overfladiske muskulære spændinger kan mærkes som kilden.
- Sved: Den øgede blodgennemstrømning kan aktivere dit stofskifte og fremkalde sved. Det er kun et tegn på bedre mere effektiv udrensning end før og er positivt.
- Brændende fornemmelser: Når der opstår gennemstrømning i nervesystemet, kan det mærkes som brændende fornemmelser.
- Kløe: Kløe kan forekomme når der opstår gennemstrømning i nervespidserne.
- Kramper: Oftest opstår kramper, når musklen afspænder sig selv ved sammentrækning. Det kan også skyldes væskemangel eller mangel på magnesium. Mange vil intuitivt forsøge at få en krampe til at gå væk, men i virkeligheden er det en mulighed for musklen at forløse sig ved at give krampen plads og trække vejret dybt i stedet.
- Hyperventilation: Når man får kontakt til en psykisk blokering uden en egentlig forløsning, kan det udløse hyperventilation. Her vil jeg guide til en mere rolig vejtrækning og en vej igennem hvordan du skal forholde dig til det du mærker. Jeg vil altid sørge for at du er groundet nok til at forlade klinikken. Hvis du ved at du reagerer særligt stærk, kan det være en god ide, at have en anden person til at være der sammen med dig. Jeg kan give dig forskellige øvelser til at få din energi mere jordbunden igen, som du kan tage med hjem.
- ”Hønserøv” eller låste fingre: Når de indre organer og åndedrættet reguleres, kan der forekomme spændinger omkring munden (hønserøv), og/eller fingrene låser.
Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte mig på jesper@sayikropsterapi.dk eller 60607477.

Jesper Thrane
Kropsterapeut & ID psykoterapeut.stud

Lokation
SAY I Kropsterapi holder til i LagoCPH lige ved søerne i København. Du kan mod betaling parkere i området og Nørreport ligger 8 minutters gang fra klinikken.
Adresse:
SAY I Kropsterapi
Nørre Søgade 27A, st. tv., 1370 København K.
Åbningstider:
Vi behandler både dag og aften på hverdage.
Weekender +200 kr. per time efter aftale.
Lidt om os
Klinikken huser flere behandlere, der alle tager udgangspunkt i det kropslige og terapeutiske med baggrunde i kropsterapi og psykoterapi. Vi er drevet af nysgerrighed og ønske om at gøre en forskel for vores klienter ved at skabe dybere kontakt mellem krop og sind. RAB-godkendt og medlem af Dansk Behandlerforbund.
