Nå, tilbage på jobbet og fuld af energi, glæde og virkelyst? Eller føles det som om, at det er helt uoverskueligt og drænende at komme tilbage? Har du egentlig lyst til dit job og hvad driver den lyst?
Min krop fortæller mig, at jeg lige i øjeblikket har det rigtige job for mig. Det har været en virkelig dejlig sommer og jeg ser frem til at komme tilbage at gøre en forskel for mine klienter. Det føles som en boblende fornemmelse i maven og en energi inde i mig, der får lyst til at komme ud over stepperne. Lidt ligesom når børn løber nedad vejen i stedet for at gå, bare fordi og uden grund. De kan ikke lade være!
Det har dog ikke altid været sådan. Før jeg blev selvstændig kropsterapeut, var jeg igennem 5 år på handelshøjskolen og efterfølgende mange år i diverse konsulentbureauer, virksomheder og som selvstændig indenfor online marketing. Men med årene voksede en følelse af, at det ikke rigtig var det jeg skulle bruge mit liv på. Weekender og ferier blev virkelig noget jeg så frem til. Jeg var fanget i en følelse af, at være lukket inde i en trædemølle, der i højere og højere grad ikke gav mig mening og værdi
Som kropsterapeut vil man spørge sig selv: ”Hvordan mærkes det i kroppen, når man har det rette job?”
Svaret er sikkert meget forskelligt, alt efter hvem der svarer og det første spørgsmål skulle måske i virkeligheden være: ”Kan du mærke, hvad din krop fortæller dig om din jobsituation?”
Det at mærke om man er det rette sted i livet, både i forhold til job, forhold, venner og andre vigtige relationer, kan ofte være svært og endda være meget ambivalent og med modsatrettede følelser. Det kræver ofte en grad af personligt udviklingsarbejde, at komme ned i kroppen for at kunne mærke efter, hvad den i virkeligheden fortæller. Derudover også at kunne skelne mellem indre såvel som ydre stemmer, der fortæller hvad man burde gøre.
”Din krop taler til dig hver dag, hele tiden og uden filter”
Kroppen fortæller dig om noget er i overensstemmelse med dit indre kompas for hvad der er rigtigt for dig. Lige nu og lige der hvor du er, lige nu. Det er klart at, det vil være svært hele tiden at have fokus på hvad den siger, men i de situationer, hvor du skal træffe et vigtigt valg, er det afgørende du lytter til hvad den siger.
Hvad sker der så, hvis du ikke lytter eller ikke er i stand til at lytte godt nok? Over tid vil du begynde at mærke, at noget ikke føles rigtigt eller måske mærke en tomhed i forbindelse med de ting det relaterer til. Måske føler du dig pludselig træt eller uoplagt. Det er nemlig sådan, at når vi som mennesker er mest i overensstemmelse med vores indre kompas, så har vi flow i kroppen og masser af energi og virkelyst. Det modsatte er ingen energi, træthed, modstand og nedsat flow. Men mængden af energi i dig er den samme. Den bliver bare brugt til at opretholde de mentale og fysiske spændinger i højere grad end på din virkelyst og generelle positivitet. Når ferierne begynder at føles som de eneste åndehuller, der er i hverdagen. Så er det måske tid at lytte efter, hvad kroppen siger.
Har du lyst til eller brug for at blive klogere på det at mærke din krop, dit indre kompas og dit flow, er du velkommen til at bestille en tid hos mig og blive inspireret til, hvordan du kan gribe det an. Mine behandlinger er en kombination af kropsbehandling og samtale ud fra det din krop fortæller, men dine præferencer er de vigtigste som udgangspunkt.